Revyholdet 2024

Troels Malling
Troels Malling er efterhånden en garvet revy-rotte. Selvom han ikke tidligere har gæstet Svendborg SommerRevy, har han medvirket i et hav af danske revyer.. lige fra Nykøbing Falster til Hjørring. Troels er uddannet skuespiller fra statens teaterskole i 2001, og har spillet et utal af roller omkring på de danske teatre.
Offentligheden kender Troels fra Programmerne “Krysters Kartel” og “Live fra Bremen”, hvor hele Danmark fik lov at nyde godt af Troels og hans satiriske charmerende komik.
Vi er så glade og stolte over at byde Troels velkommen til Svendborg, og publikum kan trygt læne sig tilbage og gøre sig klar til at få mavekramper af grin.
Mine damer og herrer: Troels Malling
Christine Astrid
Revyens ejer, koreograf og kunstneriske leder. Christine Astrid har lavet revy og medvirket i musicals i årevis. Hun blev uddannet som musicalperformer fra Det Danske Musical Akademi i Fredericia i 2008 og har siden stået på scenen i utallige musicals og revyer. Hun har været fast bestanddel af Pejseshow på Pejsegården og har også medvirket i bl.a. Schou Tour, Ganløse Revyen, Esbjerg Revyen, Kerteminderevyen og naturligvis Rottefælde Revyen. Af musicals kan nævnes Midt om natten, Mamma Mia!, Grease, Saturday Night Fever og She Loves You.
Hvad de færreste nok ved er, at Christine Astrid er en af Danmarks skarpeste impro-skuespillere, så man skal stå tidligt op for at følge med i Christines vidunderlige og krøllede hjerne. Glæd jer til masser af gode grin!


Jan Schou
Jan Schou er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 1975. Han var del af teatrets faste ensemble frem til 1981, hvorefter han blev freelancer. Allerede under sin ansættelse på Odense Teater medvirkede han i adskillige revyer og lystspil,
og det blev her han fra 1980’erne for alvor markerede sig.
Jan Schou har medvirket i bl.a. Cirkusrevyen, Nykøbing Falster Revyen, Sønderborg Sommerrevy, Holstebro-revyen, Aalborg Vinterrevy og hans egen Schou Tour. Siden 1999 har han været tilknyttet Rottefælden, både på scenen og i årevis også som instruktør og kunstnerisk leder. I 1980 blev han første gang kåret som Årets Revyfund, og i 2008 blev han også kåret som Årets Revykunstner. I 2023 blev Jan kåret som Årets Kunstner ved Revyernes Revy, og medvirker i sæson 2024 i revyen i Svendborg for 25. gang. Tillykke Jan, vi glæder os til at fejre dig!
Mikkel Schrøder
Revyens ejer og producent. Mikkel Schrøder er en garvet skuespiller, entertainer, TV-vært og revystjerne og har bl.a. medvirket i Svendborg Sommerrevy de sidste fire år.
Mikkel Schrøder begyndte sin karriere som trommeslager og senere som B&U-vært på DR1, hvor det blev til over 250 TV-programmer.
Han har skrevet TV-satire, produceret og medvirket i alt fra revyer til shows og medvirker jævnligt som skuespiller og TV-vært, ikke mindst på de efterhånden klassiske juleshows “Sound Of Christmas” med makkeren Annette Heick.
Ved siden af revyer og rollen som direktør, turnerer han landet rundt med sine egne anmelderroste musikalske onemanshows, og det er nok ikke for meget at kalde Mikkel Schrøder for et multitalent med 1000 jern i ilden. Vi glæder os til at jernet endnu engang smedes til en Svendborg Sommerrevy 2024!


Instruktør Carsten Friis
For syvende gang instruerer Carsten Friis en Rottefælde revy, og hvert år formår han at løfte barren og få mere ud af skuespillerne.
Carsten har de seneste år – udover den årlige Rottefælde – instrueret store musicalproduktioner som Ghost i Tivolis Koncertsal og American Idiot på Østre Gasværk Teater og senest Hurra for de blå husarer for Sjællands Teater i Slagelse.
Men revy er og bliver et af Carstens ømme punkter, for han er til fals for de gode grin og den skarpe satire.
Og hvad de færreste ved om Carsten er, at han er den der griner først, længst og højest når hans skuespillere begejstrer ham på scenen.
Kapelmester Jens Krøyer
Den garvede musiker og komponist Jens Krøyer har hen over de seneste godt 30 år været kapelmester i bl.a. Cirkusrevyen, Helsingørrevyen, Nykøbing Falster Revyen og Aalborg Vinterrevy – samt for Amin Jensen, Tommy Kenter, Eddie Skoller, Anne Herdorf og en lang række folkekære kunstnere. Jens har desuden været kapelmester i musicals, mesterforestillinger og cabareter på div. teatre og tourneer i det ganske, danske land. Han gik i ”Rottefælden” tilbage i 1996 og tog et par omgange mere i 1999 og 2000. Det var åbenbart vanedannende, for siden 2006 har han været fast kapelmester i Rottefælden. På TV er han kendt for Hit med Sangen, Charlie Quizzen og De bedste Grin. Jens har fået tildelt prisen som Årets Revykomponist i 2000, 2003, 2010 og 2016


Musiker Guy Moscoso
Guy sprang ind i Rottefældens revyorkester i 2007 og har været et trofast medlem lige siden. Hans musikalske og sprællevende optræden er i fuld sving i mange konstellationer og på forskellige scener. Vil vi have mere af Guy, kan vi se og høre ham blandt andet i Herningrevyen, på Schou Tour, i The Blues Brothers Souvenir Show og med Smukke Møller og Tip Toe Bigband. Og som bonusinformation optræder han gerne for børn og barnlige sjæle over alt i landet i rollen som Noah og Moses – ja, også som Eva. Guy er nemlig medaktør og musikant i Trio Fabulas kirketeater.
Musiker Ole Caspersen
For svendborgenseren Ole er Rottefælden ensbetydende med grin, gak og glade mennesker, og et vigtigt element i Oles liv. Revyen rummer nemlig det, der er vigtigt for alle mennesker; grin og refleksion over livets tilsnigelser. I øvrigt er han også vild med sit arbejde som Musikskoleleder for Svendborg Musikskole, for som Ole spørger: “Er der noget bedre end at sparke musik, noder og unoder ind i børn og unges brogede verden?”

BILLETTER
KONTAKT
Billetkontor tlf. 57 57 57 00
Mandag - Torsdag kl. 10.00 - 14.00